Anne Hjernøes chimichurri
Da Anne Hjernøe gæstede Madmødet 2026 i Hvide Sande, delte hun blandt andet sin version af den klassiske argentinske chimichurri – en sauce, der med få ingredienser tilfører masser af smag til både fisk, kød og grøntsager.
Chimichurri er kendt for sin friske kombination af krydderurter, citron, hvidløg og chili. Den syrlige og aromatiske sauce er fast inventar ved argentinske grillmåltider, men fungerer lige så godt som tilbehør til sommerens fiskeretter eller grillede grøntsager.
Netop fordi saucen er så enkel at lave og samtidig fuld af smag, er den blevet en favorit i mange køkkener verden over. Anne Hjernøes version er ingen undtagelse.
Har du lyst til at genskabe smagene fra Madmødet – eller give dit næste måltid et ekstra smagsmæssigt løft – finder du opskriften her.
Ingredienser (4-5 personer)
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 potte frisk oregano
- 1 mellem størrelse rødløg
- 2-3 fed hvidløg (efter smag)
- ½-1 mild rød chili, renset for kerner
- ½-¾ dl æbleeddike (efter smag)
- Fintrevet skal og saft fra 1 citron
- 1 dl koldpresset jomfruolivenolie
- Et drys flagesalt
- Lidt friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde
- Skyl persille og oregano grundigt.
- Pil rødløg og hvidløg, og rens chilien for kerner.
- Kom alle ingredienserne i en foodprocessor.
- Blend, til du har en ensartet, men stadig let grov dip/sauce.
- Smag til med eddike, citron, chili, salt og peber.
- Justér eventuelt med lidt ekstra olivenolie, hvis du ønsker en mildere smag.
Velbekomme!
Fotos: Destination Vesterhavet