Anne Hjernøes ceviche med torsk, mango og avocado
Frisk fisk, syrlige citrusfrugter og sød mango mødes i denne farverige ceviche, som Anne Hjernøe serverede under sit besøg i Hvide Sande til Madmødet 2026.
Ceviche stammer oprindeligt fra Peru, hvor retten er en fast del af madkulturen. Her "tilberedes" fisken i saften fra citron og lime, som giver en frisk og let syrlig smag. Sammen med moden mango, avocado og friske krydderurter får retten både sødme, fylde og masser af sommerstemning.
Retten fungerer perfekt som forret eller som en snack på varme dage. Grundet syren smager den ifølge Anne Hjernøe rigtig godt i selskab med en kold øl. De sprøde majssnacks giver et ekstra knas, som gør oplevelsen endnu bedre.
Har du lyst til at genskabe magien – eller dele det med familie og venner – finder du opskriften her.
Ingredienser (4 personer)
- 400 g torsk eller anden hvid fisk
- 3 limefrugter
- 2 citroner
- 1 rød mild chili
- 2 forårsløg
- Lidt flagesalt
- Lidt friskkværnet sort peber
- 1 moden mango
- 2 modne, men faste avocadoer
- ½ potte frisk koriander
- ½ potte citronmelisse
- 100 g sprøde majssnacks
- Eventuelt lidt olivenolie
Fremgangsmåde
- Skær fisken i grove tern. Riv skallen af lime og citron og bland lidt af den i fisken.
- Pres saften fra citrusfrugterne over fisken og vend den godt rundt. Lad den trække køligt i en lille times tid.
- Rens chilifrugten for kerner og hak den fint. Vend den i fisken sammen med finthakket forårsløg, salt og peber.
- Skræl mangoen og skær den i tern. Vend den forsigtigt i fisken sammen med avocadotern og de finthakkede krydderurter.
- Lige inden servering vendes majssnacksene i, så de stadig knaser.
- Smag til. Hvis retten virker for syrlig, kan du tilsætte en smule olivenolie.
Velbekomme!
Fotos: Destination Vesterhavet